BLIV FRIVILLIG

Som frivillig kulturbærer hos VIBSTOCK får du en enestående mulighed for at møde en masse andre unge og passionerede samt dygtige ildsjæle. Du har muligheden for at skabe dig et kreativt netværk, og få et ubeskriveligt stærkt sammenhold, hvor det i bund og grund bare handler om at have det fedt og skabe en fed festival sammen. Vi hjælper alle hinanden med at gøre festivalen til noget specielt, og hos VIBSTOCK prioriteres det, at de frivillige har andel i festivalens videreudvikling og kan præge, hvad VIBSTOCK skal kunne indebære i fremtiden.

Hele festivalen er frivilligbåret og derfor løfter vi alle i flok. Alle stemmer lyttes til og tages med på råd. Det forventes, at man møder op til de fællesmøder, der kommer til at være jo tættere vi kommer på afviklingen. Derudover er det vigtigt, at man udover at dukke op også er engageret og har gåpåmod til at deltage i de sociale arrangementer – som vi selvfølgelig også skal have -, møder og på selve festivalen – også når der skal ryddes op. VIBSTOCK er et tilvalgt fællesskab, der drives af mennesker, der gerne vil og synes, at det er sjovt – så det er altså bare hammerhyggeligt at være en del af.

Har du lyst til at være en del af VIBSTOCK-fællesskabet, så har du mulighed for at sende en ansøgning, lige så snart ansøgningen åbner. Hold øje med vores Facebookside og Instagram – her holder vi dig blandt andet informeret, om hvornår det sker.

 

< TILBAGE TIL FORSIDEN